07/12/2024
https://www.facebook.com/Sundhedogomsorgiaarhus/posts/pfbid02Mx75zxuBbMaFXyMwiUfezFPGGAchuUwx9miixwMpvpmwg17K3DH1NNJQnFFPPg7ol
"December er en særlig måned i vores café i Folkehuset Vejlby. Der er fart på med mange arrangementer, men det er dejligt at være med til at skabe juleglæde og gode oplevelser for nogle af dem, der ikke har så mange andre at fejre højtiden med,” fortæller Per Sørensen, cafémedarbejder i Folkehuset Vejlby 🫶🎄
Per, caféen og huset arrangerer blandt andet julemarked, julefrokost, fællesspisning og en årlig juleaftensfest. Sidstnævnte tog Per initiativ til som frivillig for seks år siden, og det er blevet en årlig tradition, der har stor betydning for både ham og de gæster, der kommer juleaften.
"For mig er det ikke vigtigt at holde jul derhjemme. Jeg synes, at julen giver mening, når jeg er med til at gøre noget godt for andre. Vi er ca. 10 frivillige, der hjælpes ad med at få det hele til at lykkes. Pynte op, lave mad, servere og så videre. Der kommer som regel omkring 50 gæster; nogle er gengangere og andre sidder måske alene hvert andet år og vælger vores fælles juleaften til, når de ikke er sammen med familien."
"Der kommer folk i alle aldre og fra forskellige sociale lag. Kommer der børn, sørger vi for en lille julegave med de sponsorater, vi får. For mig er det vigtigt, at der er plads til alle, der har lyst til at være med. Det er ikke så vigtigt, om de har tilmeldt sig inden fristen eller har råd. Vi finder altid en løsning. Sådan en juleaften kan noget særligt, og man kan mærke, at gæsterne er taknemmelige og glade for at få muligheden for at være med. Mange spørger allerede på aftenen, om vi holder jul igen til næste år, og det gør vi selvfølgelig."
For andet år i træk tilbyder Sundhed og Omsorg sammen med gode samarbejdspartnere ekstra juleaftensarrangementer og åbne folkehus-caféer i julen. Folkehusene alene har mere end 30 åbne arrangementer i juleeventkalenderen, ligesom Folkestedet, Ældre Sagen og mange andre aarhusianske foreninger inviterer til hyggelige julearrangementer.
✨Find et arrangement for dig her https://aarhus.dk/nyt/sundhed-og-omsorg/2024/november-2024/sammen-om-julen-i-aarhus