16/08/2014
Om lidt bliver her stille, for nu er det forbi.
Kære alle I dejlige mennesker som fandt In my Place.
Tak for at jeg måtte sætte mit aftryk på denne smukke (hvad angår naturen og de arkitektoniske perler plus historiske stemning) og noget tamme provinsby (for det synes jeg den er med et café- og butiksliv og nogle forhold der trænger til en rusketur, en opvågning fra tornerose(værft)søvnen, nysgerrighed, åndrighed og eventyrlysten gadedreng med positive hensigter), tak for sprudlende iderigdom, tak for fagligt indblik i en verden jeg ikke kendte, for nærværende sparring med fantastiske forfattere (tak for at et par af jer har opfordret mig til at gøre mere ved skriveriet), tak til unge spirende musikere, garvede musikere, tak for kaffe & lækker vinyl, tak for intim koncerterne. For kys, kærtegn & køkkenkunst på trætte vinterdage, tak for en lind strøm af interessante kulturelle invitationer som jeg nu får tid til at tage imod (tak for levende møder plus facebook), tak for at kunne bringe jer sammen på flere planer, tak til mine fantastiske handy mænd for altid at være der på pletten med søm, hammer og forståelse for mine ideer, tak for respons der bare virker. Tak til Camilla & Cake Lady. Tak for sus i pladerne i vindblæst stræde, for konstruktiv viden jeg kan tage med mig. Tak til jer i familien der prøvede at forstå og støtte mit - til tider - vanvittige arbejdsprojekt. Tak til Christine for samarbejdet, de grønne retter, de underholdende fotosessions og vores fælles hang til røverhistorier, og gode grin midt i alvoren, tak til mine kære tålmodige drenge…l har klaret det så fint og jeg er stolt af at være teenagemor, tak til Maiken Abildgaard for at stå i strædet på det helt rigtige tidspunkt. Tak for højt til loftet (her en særlig tak til min søde overbo) og en smule vildskab, tak for at være herre i eget hus, tak for sene og tidlige timer, tak for 100% fri - og befriende varieret - dresscode på arbejdspladsen, tak til filminstruktøren for at kaste sig under disken og lave sjov på sin helt egen charmerende måde. Tak for frit forsøg…ikke på alle hylder men...i mikroperspektiv, tak for det store tunge ansvar, der har lært mig så meget. Tak for discus prolaps og hårtab der mindede mig om hvile. Tak du, sømand, for evig digital opbakning og fine levende naturbuketter inklusiv skibslak der prydede i caféen, tak for at få indblik i byens magtstrukturer, alliancer og ældgamle mønstre (et smukt stræde på afveje), som man ikke behøver at være en del af. Tak til smilende frivillige. Tak til skønne Johanne for at være beæret over at være den sidste, der udstiller her og tilmed med ordene "lige meget hvor du åbner, kommer jeg når du åbner igen". Det er sgu smukt!. Tak for at møde alle nationaliteter lige her…i mit sted. Tak for smuk sommer og insisterende hård vinter. Tak for alle de vidunderlige stunder, dybe snakke og gode grin jeg har delt med jer. Tak for alt det man kan skabe helt fra bunden blot ved at mennesker mødes og taler sammen. Tak for at jeg har bevaret troen og håbet på alt det fine, der venter. Det var en smuk beslutning at tage sommeren med efter endnu en barsk vinter, for de varme timer har givet så meget godt med. Tak for at sidde tilbage med nye spirende ideer til, hvad jeg vil skabe næste gang, for jeg elsker at finde på noget. Tak for at få lov til at have noget på hjerte. Tak for at l lyttede med, jeg har virkelig kunne mærke jeres interesse, hjælpsomhed og kærlighed, og jeg er dybt taknemmelig for alle de overstrømmende tilkendegivelser jeg har modtaget.
København kalder. Louisiana kalder. Udlandet kalder. Mine skønne teenagere kalder…og ikke mindst…Drømmene kalder. Jeg kaster mig ganske sikkert ud i nye projekter (der opstod allerede flere under dagens oprydning) for det er herigennem jeg ånder og lever og her mit hjerte slår flikflak af glæde. l der ønsker at følge disse er så velkommen til at sende en venneanmodning på facebook eller skrive på: [email protected]. Jeg skal dog lige fordøje rejsen hvor nogen faldt fra undervejs og andre kom til.
Tror bestemt jeg vælter en væg og skaber plads, så jeg kan invitere inden for på den anden side af strædet. I mit hjem. Til små arrangementer. Det kunne være den lille akustiske aften, tapas, lyrikaften, sangaften, nogens fejring eller så meget andet. Skriv hvis l går og drømmer om noget, for l ved jo at min holdning er, at stort set alt kan lade sig gøre. Bare det er rart.
Jeg siger - dybt fra hjertet og de smukke lokaler i Brostræde 1B - tak for nu. Pas på jer selv og ikke mindst hinanden til vi ses igen…hvem ved...måske over drinks på 1ste.
Kærligste tanker
Henriette
Kate Bush: This Woman's Work