08/10/2026
Hvorfor er der ingen politikere, der gør noget?
På Gram Slot har vi i disse måneder mange grupper på besøg, der gerne vil høre om vores økologiske landbrug og vores forsøg med omlægning til skovlandbrug.
Mange går hjem med mere viden og håb om, at der findes en vej frem, hvor produktion af sunde fødevarer, kan forenes med rent vand, god dyrevelfærd og mere natur.
Mange politikere er også på besøg, og de spørger, hvad vi helt konkret kan gøre nu og her.
Mit svar er følgende:
1:Gør som i Sverige, hvor der er krav om, at alle køer skal på græs om sommeren. Det vil give bedre dyrevelfærd fra dag 1, men også sikre, at vores kvægbesætninger ikke bliver så store på de enkelte gårde, at det ikke længere er muligt for dyrene at komme på græs.
2: Sæt en stopper for at der fjernes mere natur i det åbne land. Der er fældet tilstrækkeligt med hegn, og hvis en landmand ønsker at fjerne et hegn, bør det være et krav, at der som minimum plantes et nyt i samme område.
3: Stil større krav til flere efterafgrøder og grønne marker.
Vi skal passe på vores næringsstoffer i jorden om vinteren og derfor bør det være undtagelsen, at en mark ligger sort eller orange om vinteren. Dels for at minimere udvaskningen af næringsstoffer, men også for at holde liv i de mange organismer, som gerne skal overleve i vores jord om vinteren.
4: Støt omlægning til skovlandbrug ved også at gøre det muligt at dem, der laver ny skov som skovlandbrug, kan søge de midler, der er sat af til etablering af 250.000 ha ny skov.
På lidt længere sigt er vi nødt til at tage en drøftelse af, om ikke vi helt skal udfase brug af kemikalier i dansk landbrug. Jeg ved, at det kan virke urealistisk for mange, men det er 30 år siden Sanne og jeg lagde om til økologisk drift, og vi producerer stadig masser af sunde fødevarer hver eneste dag.
Det undrer mig, at fokus kun er på at påpege, hvad der ikke fungerer i dansk landbrug i dag, men ingen tager initiativer til at iværksætte tiltag som kunne give løsninger, håb og forandring.
Fortsat god dag
Hilsen Svend
Gram Slot