17/12/2023
🤎
Så skal vi endnu en gang have tændt den brune lygte i hovedstaden. Som vi flere gange har beklaget her på siden, så er der desværre bare længere mellem de brune lyspunkter i København. Derfor vender vi altid med glæde tilbage til de steder der trofast sætter en brun bandit på kortet . Og ja. Lad os lige tage diskussionen med det samme. Vores bøfsandwich skal svømme i et brunt sovsehav og have det fineste lyserøde indtræk i en velstegt hakkedreng. Er du typen der sværger til en flad frostbøf direkte fra lagen og omkranset af tørt paaskebrød og et par klatter sennep og ketchup direkte fra flasken, så kan vi godt være venner. Vi skal nok bare ikke spise sammen.
Vi har tidligere uddelt en Brun Bejler til Restaurant Nyboder. En habil bøfsandwich med et vist forbedringspotentiale. Vi var ikke store fans af en sovs, der smagte lidt for meget af middelhavet. Det var alligevel en kende for eksotisk til de garvede brune riddere. Men ellers var vi ret glade for at have fundet en brun oase i kongens København. Det var derfor med en vis spænding at vi vendte tilbage af flere omgange i 2023.
De gange vi har været forbi har betjeningen altid været venlig og meget snakkesalig. Det kan vi godt lide. Det giver en hjemlig stemning i den lille restaurant. Men der kan også være travlt, hvilket til tider har kunnet mærkes i både betjening og kvalitet fra køkkenet. Men hyggeligt er der altid.
Som altid er vores anmeldelser baseret på et par besøg hen over året. Her må vi konstatere at det visuelle indtryk har varieret de par gange vi har været forbi. Vi har fået både med og uden grønt på toppen. Vi har også fået et lille dannebrog øverst. Der har sågar gået rygter om en version med tyttebær. Den er vi dog aldrig stødt på i virkeligheden. Billedet til artiklen er uden grønt på toppen, men man kan således godt forvente små ændringer på dagen.
Men lad os starte med vores største anke sidst vi var forbi. Sovsen har nu fået det brune schwung som vi elsker. Den smager godt af oksefond og giver en god dybde og saltbalance til hele kreationen. Det er en klar forbedring i forhold til den blege og lidt tvivlsomme middelhavskreation vi stødte på i 2022.
Bøffen er pænt stegt og man har formået at styre uden om enhver bøf-entusiasts nemesis. Den gennemstegte bøf. Vi kunne dog som så mange andre steder godt savne en lidt skarpere stegeskorpe og krydning. Her er vi faktisk gået lidt tilbage siden 2022 hvor vi faktiske nominerede de friske folk fra Restaurant Nyboder til Danmarks mest flabede hakkedreng. Det kan det desværre ikke blive til i år på grund af for meget variation. Måske det skyldes den travlhed vi har oplevet ved et par af vores besøg?
Ellers så har Nyboder budt på alle de klassiske hjemmelavede elementer i vores yndlingssandwich. Vi er specielt glade for deres ristede løg, som der altid er rigeligt af. Derudover finder vi agurker, rødbeder, remoulade og bløde løg. Ingen af delene stikker helt ud, men bidrager til en god harmonisk ret.
Til sidst må vi lige vende tilbage til sovsen. Det har lunet vores brune hjerter gevaldigt at vi nu er kommet over i en mere klassisk retning. Alt i alt har Nyboder hævet niveauet og man kan godt kigge forbi og få sig en glimrende bøfsandwich. Vi kvitterer derfor med 1 brun krone.
Vi gav 179,- for en bøfsandwich på Borgergade 134 i København, tæt på Marmorkirken.