03/11/2020
I dag blev jeg stoppet på Strøget af tre unge kvinder fra Rungsted Gymnasium, de var ved at lave en opgave om det amerikanske valg og ville gerne stille mig nogle spørgsmål.
Jeg er meget optaget af valget, så det var de naturligvis velkomne til, her er deres spørgsmål og mine svar.
Hvis du kunne stemme i dag, hvem ville du så stemme på?
Jeg har netop tænkt på, at jeg måske ville undlade at stemme, blive sofavælger for første gang i mit liv. For med to så ringe kandidater er det næsten umuligt at vælge, men så alligevel ikke.
Joe Biden ville få min stemme.
Hvem tror du er bedst til at håndtere Corona epidemien?
Joe Biden – tror jeg, fordi Trump har gjort det så ringe.
Hvem tror du er bedst for USA’s økonomi?
Donald Trump. Før Corona krisen gik det faktisk rigtigt godt med økonomien i USA.
Hvem tror du vinder?
Det bliver meget tæt, men jeg tror, at Biden vinder.
Tror du der bliver uroligheder efter valget?
Jeg frygter det, men tror og håber, at amerikanerne trods alt er så demokratiske, at de respekterer afgørelsen.
Har valget betydning for Danmark?
Valget har stor betydning for Danmark, Europa – ja, for hele verden.
USA er stadig en økonomisk og militær supermagt.
Så påvirkningen både økonomisk og politisk er meget stor.
Det var de unges spørgsmål og jeg gik videre og tænkte på, at selv om vi i Danmark og Europa føler os så tæt forbundet med Amerika, selv om vi stort set har adopteret hele den kulturelle pakke fra det store land og mange af os har besøgt USA flere gange, så er vores grundlæggende kendskab til de politiske forhold og hverdagen for flertallet af amerikanere ret begrænset.
De færreste danskere forstår valgreglerne, våbenlovgivningen, de enorme forskelle på de enkelte stater, økonomien, højesterettens vigtighed, Hvorfor Gud fylder så meget i politik generelt og specielt i valgkampen, ja man kunne fortsætte.
Vores syn på de amerikanske præsidenter er europæisk. Præsident Obama var en helt i Europa. Hjemme var hans meningsmålinger ringe i begge perioder, hans udenrigspolitiske formåen og resultater var skandaløst elendige. I Europa elskede vi ham.
Når vi krummer tæer over præsident Trump’s talemåde og firkantede facon, så er det efter dansk/europæisk målestok, i USA rammer han lige ned i mange borgeres ønske om en stærk, ligefrem og upolitisk præsident. Mange kan ikke fordrage de professionelle levebrødspolitikere, det var en af årsagerne til Hillary Clintons fald og Joe Biden er i præcis samme kategori.
Når det er sagt, så er det utroligt, på grænsen til det fornærmelige over for vælgerne, at hverken Republikanerne eller Demokraterne kan stille med bedre kandidater, begge partier har dygtige, engagerede politikere.
Det bliver en lang nat og det er ikke sikkert, at vi har et resultat i morgen.
Jeg ønsker vores amerikanske venner held og lykke.
Hvem end vinderen bliver, vil jeg have dyb respekt for resultatet og håbe, at amerikanerne vågner op til et fredeligt, fortsat demokratisk land.