08/10/2026
De små detaljer kan gøre den store forskel 🌿
Det var en af de pointer, vi tog med os fra gårsdagens Outdoorkonference, hvor vi havde samlet aktører inden for natur-, vandre- og cykelturisme på Fyn og Øerne.
For hvordan skaber vi oplevelser, som gæsterne husker, anbefaler og deler med andre? Og hvordan bliver vi bedre til at fortælle om dem, så endnu flere får lyst til at besøge os?
Vi havde inviteret Carina fra Drømmesteder til at gøre os klogere på Instagram som markedsføringsplatform. Og hvis vi kun skal tage én ting med fra hendes oplæg og workshop, må det være:
Instagram er ikke bare et socialt medie. Det er også en søgemaskine. 🔎
Gæsterne bruger Instagram til at finde inspiration til nye steder og oplevelser. Derfor handler god markedsføring ikke kun om at vise de store, flotte naturoplevelser. Det handler også om at få øje på og fortælle om de små detaljer, der gør netop dit sted til noget særligt.
Tre konkrete råd fra Karina:
🌿 Vis de små detaljer. Det kan være en særlig detalje i indretningen, en personlig historie, en fin gestus i værtskabet eller noget helt fjerde. Ofte er det netop de detaljer, gæsterne husker og deler.
🔎 Vær til stede dér, hvor gæsterne søger. De krydstjekker dig, inden de besøger dig. De læser anmeldelser, besøger din hjemmeside og tjekker dine sociale medier.
📍 Fortæl også om dit nærområde. Del dine personlige anbefalinger til oplevelser, lokal mad, vejboder og udsigter, gæsterne ikke må gå glip af.
Og hvorfor er det så vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at fortælle om vores oplevelser – og hinanden?
Fordi naturen, strandene, kysterne og havet er blandt de vigtigste grunde til, at gæsterne vælger Fyn og Øerne. Og fordi den venlige og imødekommende lokalbefolkning også spiller en stor rolle.
Samtidig ved vi, at outdoorgæsterne vil mere end bare ud i naturen. De vil også opleve kultur, smage på lokale specialiteter og komme tættere på det lokale levede liv. De søger inspiration digitalt og vil gerne opleve flere forskellige ting, mens de er her.
Det giver os en vigtig fælles opgave: Vi skal ikke kun være gode til at fortælle om os selv. Vi skal også være gode til at fortælle om hinanden.
For nærområdet stopper ikke fem kilometer fra din egen dør. På Fyn og Øerne er der kort til rigtig mange oplevelser. Og når vi hjælper gæsterne med at opdage flere af dem, skaber vi værdi for både gæsterne, den enkelte virksomhed og destinationen som helhed.
Det er værd at huske, at vi er en del af noget stort. Turismen på Fyn og Øerne omsætter årligt for godt 11 mia. kr. og skaber i omegnen af 10.000 arbejdspladser. Og hver eneste aktør er med til at gøre destinationen attraktiv.
Tak til alle jer, der var med i går, for engagement, gode spørgsmål og lysten til at dele viden og idéer. Og en særlig tak til Fjord&Bælt – naturens forsamlingshus – for rigtig godt værtskab. 💙